
Jeg har været med på studieturen til Hamburg (d. 22-24 okt. 2025).
Vi fik tre opgaver, som vi skulle udføre på turen – vi skulle blandt andet kigge efter typografi, stemningsbilleder og besøge et museum.
Typografi
Den første opgave var en typografi opgave, hvor man skulle finde tre eksempler på typografi, der ikke fungerer i samspillet med budskabet, virksomheden eller en tredje grund. Nedenunder er tre eksempler på typografi, fundet i Hamburg, som ikke fungerer så godt.
Restaurant Kinfelts Kitchen & Wine

Når man går hurtigt forbi, er det ikke alle, der nemt kan aflæse, at der står Kinfelts. Det betyder, at læsbarheden er forholdsvis lav.
Det er dog tydeligt, at der er tale om en restaurant, da ordet Restaurant er sat i en mere neutral og læsbar skrifttype. Kinfelts er skrevet med en større skriftstørrelse, hvilket fremhæver dets position i hierarkiet. Problemet er, at hierarkiet svækkes, fordi navnet er sat i kursiv og samtidig står med lav kontrast på en glasfacade, hvor refleksioner gør det endnu sværere at læse.
Man kunne vælge en mere læsbar skrifttype til Kinfelts, uden at miste den elegance og “fine dining” vibe som en kursiv font ellers giver.
Her er et visuelt eksempel på en forbedring:

Tigerstyle tattooing

Logoet til Tigerstyle Tattooing er udført i en graffiti-/streetstyle-font, som giver et råt og urbant udtryk. Problemet er dog, at læsbarheden er meget lav. Selvom der skal stå “Tigerstyle Tattooing”, flyder bogstaverne så meget sammen, at det kræver tid og koncentration at afkode teksten. For en forbipasserende eller en potentiel kunde, der ser logoet på afstand, bliver budskabet derfor uklart.
Graffiti kan i sig selv signalere energi, kant og urban kultur, hvilket passer godt til tatoveringsmiljøet. Men i dette tilfælde overdøver æstetikken funktionen. Typografi er fundamentet for kommunikation, og når formen bliver vigtigere end indholdet, mister teksten sin primære funktion: at informere. Her er det faktisk kun ordet “Tattooing”, der tydeligt afslører, hvilken type virksomhed der er tale om – men det er skrevet så småt, at det slet ikke er tydeligt på længere afstand.
Identiteten fremstår stærk, men informationen er svag. Derudover er der problemer med hierarkiet: “Tigerstyle” fylder hele billedet, mens “Tattooing” næsten forsvinder. Det betyder, at man ser et navn, men ikke forstår virksomhedens funktion.
En font der er mere læselig vil give mere mening, en som stadig kan beholde samme rå vibe som de havde til at starte med. Jeg har dog haft svært ved at finde en font, som jeg synes var god nok, derfor har jeg valgt denne font, da den stadig beholder et lidt råt udtryk.
Her er et visuelt eksempel på en forbedring:

Brazil Lounge

Det nuværende skilt for Brazil Lounge fremstår uden den stemning og identitet, man forventer af en bar, lounge og café. Typografien har et særpræg, men det harmonerer ikke med den atmosfære, stedet sandsynligvis ønsker at kommunikere. I stedet for at signalere varme, afslappethed og eksklusivitet, virker fonten kantet og fremmed i forhold til konteksten. Dermed opstår der et mis-match mellem navnet “Brazil” – som ellers kunne vække associationer til rytme, livsglæde og varme – og den oplevelse stedet ønsker at tilbyde.
Farvevalget forstærker denne udfordring. Den gule baggrund er iøjnefaldende, men forbindes ofte med energi, alarm og advarselssignaler frem for hygge og ro. I stedet for at skabe en indbydende lounge- eller caféstemning, virker farven hård og forstyrrende, især i aften- og nattelys, hvor et skilt burde fremstå elegant og behageligt for øjet.
En lounge og café skal signalere afslapning, hygge og kvalitet. Den nuværende gule farve og kantede font skaber en mere hektisk og “råbende” stemning. De valgte redesign-farver skaber en rolig, eksklusiv atmosfære, der matcher forventningen til en loungeoplevelse.
Her er et visuelt eksempel på en forbedring:

Foto
I løbet af vores tre dage i Hamborg brugte jeg meget tid på at gå rundt i byen. Vi boede på Reeperbahn i St. Pauli – et område kendt for sit livlige natteliv med barer, klubber og farverige lys, men også for sin kreative og kulturelle stemning.
Jeg tog billeder af gaden, hvor alle klubberne lå, for at fange energien og stemningen i området. Derudover fotograferede jeg butikken lige ved siden af vores hotel, da den var med til at understrege den særlige atmosfære på Reeperbahn.
Udover bybillederne tog jeg også billeder af naturen fra vores gåture rundt i byen, som en kontrast til det travle miljø. Jeg har også inkluderet billeder af maden og den første radler, jeg fik under turen. Tyskland er generelt meget veganervenlig, inklusiv Hamburg, og derfor skulle jeg på en lille jagt efter gode, veganske kager, som man ellers ikke kan få i Danmark.
Samlet set viser billederne både byens energi, naturens ro og de små personlige oplevelser, der tilsammen formede mit indtryk af Hamborg.








Refleksion
Jeg besøgte Museum der Illusionen i Hamborg sammen med nogle fra min klasse – det gjorde turen både hyggelig og sjov. Museet består af forskellige interaktive illusioner, der udfordrer ens sanser og opfattelse af virkeligheden.
Jeg valgte at besøge museet, fordi jeg godt kan lide interaktive udstillinger, hvor man kan interagere. Jeg synes, det er sjovt, hvordan hjernen kan blive snydt af illusioner, og jeg havde tidligere været på et lignende museum for lang tid siden, hvilket gjorde mig nysgerrig efter at prøve det igen. Jeg havde forventet, at der ville være mange spændende og nye udstillinger.
Selve besøget var fascinerende, men kortere, end jeg havde regnet med. Vi kom igennem det hele på omkring 20-30 minutter, og mange af udstillingerne kendte jeg faktisk fra tidligere. Alligevel var der flere ting, der fangede min interesse.
Jeg syntes især, at tunnelen, der drejede rundt, var virkelig sjov – når man gik igennem den, blev man helt svimmel, som om man mistede balancen fuldstændigt.

Der var også en installation med tre forskellige farver lys, hvor stemningen ændrede sig, når man blokerede for nogle af farverne. Som fotograf synes jeg, det var særligt spændende at se, hvordan lys kan ændre hele oplevelsen af et rum, selvom jeg ikke fik brugt så meget tid på at eksperimentere med det, som jeg kunne have gjort.


En anden udstilling, jeg syntes var sjov, var den, hvor man kunne stikke hovedet op gennem et hul i et bord, så det lignede, at ens hoved lå på en tallerken. Det var imponerende, hvordan man med spejle ved bordbenene kunne skabe en så realistisk illusion.

Der var også et spejlrum, som fik det til at ligne, at man stod i et uendeligt rum – en ret overvældende, men flot oplevelse. Derudover var der flere perspektiv-illusioner, hvor man kunne fremstå enten meget stor eller meget lille, alt efter hvor man stod.
Det en sjov og hyggelig oplevelse, selvom jeg havde håbet på lidt flere udstillinger. Jeg gik derfra med en fornyet interesse for, hvordan vores perception kan manipuleres, og hvordan små ændringer i lys, vinkler og refleksioner kan skabe nye virkeligheder. Det var både lærerigt og inspirerende.

Det var en hyggelig tur til Hamburg. En god måde at lære det andet hold og ens medstuderende at kende på. Buuut, to be honest, highlight var egentlig at jeg fik veganske donuts og tilfældigvis fandt et sted med VEGANSKE cinnamon rolls!😍 Købte vist også over 12 donuts med hjem og et par cinnamon rolls… but who counts…🫣
Det var også rigtig nice at gå rundt i et helt almindeligt supermarked og finde en masse veganske options. Noget jeg virkelig mangler her i Danmark. Jeg føler ofte jeg bor i det forkerte land… i hvert fald som veganer. Det lidt ligesom et barn i en slikbutik, når man er i udlandet og deres selection af veganske options bare er større.